Træ, læder og stof er naturlige materialer, der med tiden vil få en smuk patina. Ubetænksom omgang med eller misligholdelse af materialet kan imidlertid påvirke udseendet og levetiden på møblerne. Følg venligst nedenstående retningslinier for at få det bedste ud af dine møbler fra Carl Hansen & Søn
Sollysets påvirkning
Sollysets UV stråler vil påvirke farven på træet, læderet og stoffet. Såfremt det er muligt bør man undlade at stille møblerne i direkte sollys.
Varme og fugtighed
Møbler fra Carl Hansen & Søn er i brug over hele verden i mange forskellige klima typer. For træmøbler er det ikke så meget graden af fugtighed der kan blive et problem, men hvor kraftige udsvingene er i varme og fugtighed. Store udsving kan få træet til at revne, da det ikke kan nå at ændre sig så hurtigt som påkrævet. Man MÅ IKKE efterlade et bord i en kold fugtig garage for derefter at tage det ind i et opvarmet hus. Dette store udsving kan få træet til at revne.
På samme måde kan uens varmepåvirkning være hårdt ved møblerne. Så man bør ikke placere møbler lige op ad en radiator, brændeovn, pejs eller lign. da dette kan skade møblerne.
